elever store e learning

Unge får ny EU-viden hos Mediehuset København

Unge folkeskoleelever kan se frem til nye spændende undervisningsfilm om EU til efteråret. Mediehuset København producerer i samarbejde med Undervisningsministeriet seks små kortfilm, der skal bruges til undervisning af de ældste klassetrin i Folkeskolen.

Projektet “På kant med EU” er tænkt som et frisk pust til undervisningen, hvor de seks kortfilm skal vise de unge, at EU er andet end bare traktater, institutioner og bureaukratiske beslutningsprocessor. Mediehuset København vil gøre op med den klassiske formidling af EU fortalt igennem institutioners opbygning og lovgivningsprocesser og vise de unge, at EU er konkret politik, som man kan være enig eller uenig med, og som har stor betydning for Danmark.

De seks film præsenterer eleverne for forskellige ideologiske holdninger og vinkler på aktuelle europæiske debatter. Målet er, at eleverne gennem kortfilmene skal erhverve sig viden om forskellige holdninger til EU-samarbejdet og bliver klædt på til debat om EU ude i klasselokalerne.

Mediehuset Københavns freelancejournalist Mette Pabst er ansvarlig for projektet. Gennem sin indgående viden til EU, med en bachelor i EU-studier og en baggrund i Bruxelles, skal hun gøre det europæiske samarbejde interessant for unge folkeskoleelever.

Projektet er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og forventes lanceret ultimo august.

UVM