Axgil - Danish Rainbow Awards 2018 | Mediehuset København

Axgil – Danish Rainbow Awards 2018

Produktionstype: Show
Teknik: 3-kameraproduktion
Kunde: KANAL 1

Danish Rainbow Awards – AXGIL 2018 fyldte Cirkusbygningen i København med et feststemt publikum for at hylde de helte, som gør en positiv forskel for Danmarks LGBT-miljø.

Videoproduktion af show

Mediehuset København var mødt op med den tekniske ekspertise, som gør os i stand til at dække en stor flot og farverig event som denne. AXGIL-showet fik for første gang tv-dækning. Showet blev optaget med 3 HD-kameraer, betjent af vores rutinerede fotografer. Hver kameramand havde sin egen opgave, men var også selvstændige nok til at improvisere, når afviklingen krævede det. Videoredigeringen skete efterfølgende og i tæt kontakt med kunden, så vi sikrede os, at det var den rigtige historie, der blev fortalt med klipningen.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary

På aftenen skrev Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary historie, da hun overrakte årets ærespris: Det var første gang et medlem af Kongehuset deltog ved Danish Rainbow Awards, som i 2018 fejrede sit 10-års jubilæum. Der blev i alt uddelt 16 AXGIL-priser. Blandt prisoverrækkerne var blandt andet Bent Fabricius Bjerre og Ellie Jokar. Værterne var Danmarks farverige burlesque-dronning Tinus og skuespiller Casper Sloth.

Priser

Æresprisen: LGBT Danmark (uddelt af juryen). For i 70 år at have været en stærk stemme for LGBT-rettigheder, som har givet genlyd ud over landets grænser og varsler håb for nye generationer af LGBT-personer.

Kulturprisen: Leonora Christine Skov fik pris for sin roman “Den der lever stille” – en stærk fortælling om som lesbisk at være uønsket i sin familie og hige efter sin mors kærlighed helt frem til hun dør af kræft.

Medieprisen: “Kik forbi” fra tv-stationen KANAL 1 lå i hård konkurrence med “Er Du Sunshine?” fra Radio24syvs, som til sidst løb af med prisen. Program fik Medieprisen for at give den brede befolkning en indgang til LGBT-kulturen fuld af boblende hygge, rummelighed og rosévin.

Erhvervsprisen: DSB. De Danske Statsbaner har længe været fast deltager i Copenhagen Pride, og har en både bred og offensiv mangfoldighedspolitik.

Detailprisen: Netto. For at sende klare signaler om at være en mangfoldig forretning, der viser rummelighed overfor transkønnede, biseksuelle og homoseksuelle blandt deres personale.

Sportsprisen: Kvindelandsholdet i fodbold. For deres uproblematiske tilgang til LGBT-miljøet, og ikke mindst deres kamp for ligestilling.

Årets tv-serie: Modern Family. For at være en banebrydende serie, der viser at LGBT-familier er på banen og gør det rigtig godt.

Festprisen: Lambda. For at skabe de bedste rammer for fester i provinsen, og for med blandt andet deres Red Light District-fester og integrering af fetishmiljøet at samle LGBT-miljøet og nedbryde tabuer i mainstreammiljøet.

Aktivistprisen: Gesten Pride. Den lille jyske by Gesten arrangerede på rekordtid et stort lokalt pride-optog som svar på, at et lokalt DF-byrådsmedlem i et læserbrev havde kaldt homoseksuelle for ‘afvigere’.

Årets LGBT-person: Abdel Aziz Mahmoud. For at være en stemme for og håb om forandring for unge med minoritetsbaggrund, og for at sætte ord på, hvordan det kan være at springe ud foran venner og familie.

Årets drag queen: Ricky Herskov Gregersen. Første uddeling af den nye drag queen-pris gik til en performer, der med 38 års show på bagen allerede var i fuld sving med at optræde, før andre af de nominerede overhovedet blev født.

Årets straight ally: Mathias ‘Zanka’ Jørgensen. For at gå forrest som en god rollemodel i kampen mod homofobi i fodboldverdenen.

Årets sang: “Warriors” sunget af Bryan Rice. Den danske sanger dedikerede sin pris til alle i salen for at være “kærlighedskrigere, der alle har stået fast for jeres egen måde at elske på”.

Årets bar/klub: My Fair Ladies. For at skabe en helt ny type bar i LGBT-miljøet.

Publikumsprisen: Sabaah. Foreningen Sabaah rådgiver personer med etnisk minoritetsbaggrund om seksuel orientering og kønsidentitet , og fik prisen for at sætte fokus på ekskluderende og diskriminerende fænomener i både minoritets- og majoritetsmiljøer samt i LGBT-miljøet selv.