Insektmobilen – Dataindsamling af brugere

Sådan indsamler du insekter

Insekterne indsamles i juni måned langs forudbestemte ruter. Vi har planlagt ruterne, så de dækker fem forskellige naturtyper og arealanvendelser i Danmark: skov, våd natur, tør natur, by og mark.

Som Insektmobil-pilot skal du køre 4 ture med nettet på taget af din bil. De 4 ture er fordelt på 2 forskellige ruter, og hver rute skal køres på to forskellige tidspunkter: mellem kl. 12-15 og kl. 17-20.  Hver tur vil være 10 km lang. Den maximale kørehastighed når der indsamles insekter er 50 km/t.

Husk at være opmærksom når du kører med Insektmobilen og hold eventuelt ind til siden, hvis andre trafikanter vil overhale.

Insekterne samles i net-enden, som kan tages af det store net. Når du har kørt en tur, snøres net-enden hurtigst muligt til, så insekterne ikke kan slippe ud.

Christina-Keiniche-Green-FB-gruppe-juni-2018-compressor

Ned-enden med insekterne tages af det store net, som den fæstner til med velrobånd. Derefter skal net-enden ned i en plastikdunk med ehtanol (sprit), og dermed er 1 af 4 insektprøver sikret.

Før den næste tur skal køres sættes en ny net-ende på det store net.

Når du melder dig som frivillig til Insektmobilen, modtager du en pakke med alle de ting du skal bruge til indsamlingen. Vi vedlægger en folder med information og instruktioner, og her på hjemmesiden vil der være instruktionsvideoer, som viser hvordan man samler og sætter nettet på bilen, samt hvordan indsamlingsprøverne sikres.

OSB. For at kunne montere nettet på din bil, er det nødvendigt at din bil enten har bagvisker eller anhængertræk.

Hvornår kan jeg indsamle insekter?

Ligesom mennesker og andre dyr er insekter mindre aktive når det er dårligt vejr. Derfor er det vigtigt at der kun samles insekter på dage hvor:

  • Det ikke regner
  • Det ikke blæser mere end 6 m/s
  • Det er over 15˚C