27 okt Krisetid i Europa
Introduktion til de 5 film om krisetid i europa
Det europæiske politiske samarbejde vi kalder EU har rødder, der går 60 år tilbage. I den tid har EU udvidet sig i bredden og i dybden: Flere og flere lande er blevet optaget i Den Europæiske Union, der også har fået mere og mere magt til at lave politik, der går på tværs af landegrænserne i Europa. Men i disse år bliver EU’s sammenhold og handlekraft testet. Ikke siden 2. Verdenskrig har flere mennesker været på flugt, og de store flygtningestrømme til Europa udfordrer EU’s fælles asylpolitik, arbejdskraftens fri bevægelighed ændrer landenes arbejdsmarkeder, terrortruslen er til stede i hele EU, klimaforureningen fortsætter og EU-skepsissen har momentum.
Se trailer for projektet og de 5 film
Undervisningsfilm til krisetid i europa
Se med, når vi i fem film får et grundigt indblik i nogle af EU’s mest presserende udfordringer, deres konsekvenser og mulige løsninger. I de fem film på ca 25 minutters varighed får STX-elever i samfundsfag et grundigt indblik i fem af EU’s mest presserende udfordringer og deres konsekvenser, samt hvordan EU forsøger at løse problemerne. Filmene fokuserer på dilemmaerne inden for hvert tema: Flygtninge, Brexit, Klimaforandringer, Social dumping og Terror. Hver film har desuden et dansk perspektiv, og kilderne er overvejende danske. Filmene kan ses individuelt eller som et samlet forløb. Journalist Sune Gudmundsson er vært.