Teknikken har i mange år været anvendt til at fjerne baggrunde fra et motiv i et foto eller en video, og bruges især i nyhedsudsendelser, film og videospil. En farveskala i det øverste lag er fremstillet transparent, og afdækker en video eller et billede bagved (backdrop). Chroma keying er almindeligt anvendt i videoproduktion og post-produktion. Denne teknik er også omtalt som green screen og blue screen, da man i princippet kan arbejde med baggrunde af enhver farve, der er ensartet og tydelig. Grønne og blå baggrunde er almindeligt anvendt, fordi de adskiller sig mest markant i nuance fra de fleste menneskelige hudtoner.
Green screen er især kendt fra bl.a. vejrudsigter, hvor vejrværten står foran et stort vejrkort, som i virkeligheden er en stor grøn eller blå baggrund. De forproducerede vejrkort ses kun i de områder, hvor der er grønt eller blåt. Hvis værtens tøj er grønt eller blåt, vil det på samme måde blive erstattet af baggrundsvideoen (green-key’ing). Green screen bruges også i underholdningsindustrien til specielle effekter i film og videospil.
Til avanceret arbejde med teknologien anvender produktionsselskaberne ofte computersoftware, som Autodesk Smoke, Final Cut Pro, Pinnacle Studio, Adobe After Effects og mange andre computerprogrammer, der gør det muligt og forholdsvist let for en almindelig computer at skabe videoer ved hjælp af chromakey-funktionen sammen med en grøn eller blå skærmbaggrund.